På job i Kibera

Kenya-Denmark 2011

2010-12-25T23:40:00.001-08:00

Følg min tur her:

Follow my trip here:

http://kenya-denmark2011.blogspot.com

Om det at være biker - About being a biker

2010-12-15T21:53:00.000-08:00

Det at være biker er en masse ting. Det er selvfølgelig det at køre din morotcykle, men det er også mødes med og hilse på andre bikere, at sætte dit telt op ved siden af cyklen og fylde brændstof på til hjemturen. Det er også vedligeholdelse - skifte olier, justering af kabler og montering af nye dæk.

Først og fremmest er du en biker, når du er en biker. Ingen bestemmer om du er biker bortset fra dig selv. Og der er ikke noget som hedder ex-biker. Du kan være mellem cykler eller væk fra din cykel, men ikke ex! Hvis du anser dig selv en ex-biker er det dit valg og det er OK, men jeg ved ikke følge dig.

Jeg er en biker, der har været uden en cykel i nogen tid, men det er ved at ændre sig nu. Næste år fra 7. februar til 7. maj jeg vil køre fra Kenya til Danmark på min Honda Transalp, som er på vej til Jomo Kenyatta International Airport i Nairobi.

Hvis du gerne vil følge mine forberedelser og min rejse er du velkommen til at læse om det på Ben Biking Kenya-Denmark 2010 på facebook eller på den blog som snarrest oprettes. Adressen vil om kort tid kunne findes her. Du er velkommen til at invitere flere læsere.

Biking is a lot of things. It's of course riding your bike but it's also meeting and greeting other bikers, putting up your tent next to the bike and re-fueling om your way home. It's the maintenance - changing oils, adjusting the cables and fitting new tires. First and foremost you are a biker when you are a biker. No one qualifies you to become a biker but yourself. And there is no such thing as an ex-biker. You can be between bikes or away from your bike but not ex! If you consider yourself an ex-biker it's you choice and it's OK but i don't follow you. I'm a biker that's been without a bike for some time but that's about to change now. Next year from 7th February to 7th May I will ride from Kenya to Denmark on my Honda Transalp and it's about to arrive at Jomo Kenyatta International Airport in Nairobi. If you would like to follow my preparations and my journey you are welcome to read about it on facebook: Ben Biking Kenya.Denmark 2011 and on a blog that will open soon. You can find the address here in a few days. You are welcome to invite more readers.

A break away to the coast... and up in the sky

2010-10-27T09:17:00.001-07:00

Efterårsferie er en god ting. Især når man er blandt de, som kan holde sådan en og mest af alt, når man er så heldig at få besøg fra den nordlige halvkugle. Anna Katrine og Allan tog for andet år i træk turen til Kenya og denne gang skulle vi en tur til kysten, hvor vi må indrømme det blev til en rigtig badeferie. Vi boede rigtig dejligt og hyggeligt i en lejlighed 100 meter fra stranden. På vores eneste ikke-stranddag var vi inde i Mombasa og se byens store seværdighed, Fort Jesus, som datere sig helt tilbage til 1589, hvor tyrkerne byggede et mindre fort. Dette blev i 1593 indtaget og udbygget af portugiserne, som var nervøse for at skulle forbi fortet på den lange vej hjem til Portugal. Portugiserne anså dem selv for repræsentanter for kristendommen og valgte derfor at kalde fortet Fort Jesus. I slutningen af 1600-tallet indtages fortet af arabere fra Oman og i 1800-tallet er det briterne, som residerer på fortet. I 1958 erklæres Fort Jesus et nationalt monument.

Autumn holiday is a good thing. Especially when you are among those who actually has it and most of all it's nice, when you are so lucky that you get a visit from the northern hemisphere. Anna Katrine and Allan took for the second consecutive year the trip to Kenya and this time we had a trip to the coast, where we must admit, it turned into a real beach holiday. We stayed really nice and cozy in an apartment 100 yards from the beach. On our only non-beach day, we went to Mombasa to see the city's major attraction, Fort Jesus which dates back to 1589 when the Turks built a small fort. This was conquered in 1593 and expanded by the Portuguese, who were nervous about having to pass the fort on the long trip home to Portugal. The Portuguese considered themselves representatives of Christianity and therefore chose to call the Fort, Fort Jesus. At the end of the 1700 century the fort was seized by Arabs from Oman and in the 1800s, the British, resided at the fort. In 1958, Fort Jesus was declared a national monument.

Vi var også så heldige at komme afsted på ikke mindre end tre seljture. Først var vi med en katamaran, som er et hurtigt meget manøvredygtigt skib og senere var vi på tur med et traditionelt træskib, hvor vi sejlede ind i en vig, grillede lækker fisk ombord og nød solnedgangen. Det var fem dejlige dasedage, hvor jeg kun fik lidt for meget sol...

We were also lucky enough to go on no less than three boat trips. First we went on trips with a Catamaran, a fast highly maneuverable ship, and later we were on tour with a traditional wooden boat where we sailed into a creek, grilled delicious fish on board and enjoyed the sunset. It was five lovely lazy days in which I only got a little too much sun ...

Vi havde valgt at tage toget fra Nairobi til Mombasa, hvilket på alle måder var en stor oplevelse. Det var lidt som at gå tilbage i tiden og træde direkte ind i kolonitiden. Jeg ville ikke være blevet overrasket, hvis Karen Blixen havde siddet ved nabobordet i spisevognen og bestilt en gin og tonic. Den 16 timers togtur var dog også nok til, at vi var godt tilfredse med at flyve tilbage til hovedstaden i en Dash 8 på en time og ti minutter.

We had chosen to take the train from Nairobi to Mombasa, which in every way was a great experience. It was a bit like stepping back in time and enter directly into the colonial era. I would not have been surprised if Karen Blixen had sat at the next table in the dining car and ordered a gin and tonic. However, the 16-hour train ride was enough to make us happy that we would fly back to the capital in a Dash 8 in an hour and ten minutes.

Dagen efter kørte vi til Amboseli hvor højdepunktet – både i overført såvel som bogstavelig forstand – var en safaritur i varmluftballon. Det er en helt speciel flyveoplevelse, som ikke minder om andre måder at flyve på. Det skulle da lige være svævefly. Vi fik set en del dyr på turen, som på grund af de rolige vindforhold omkring solopgang, udelukkende foregår meget, meget tidligt på morgenen.

The following day we drove to Amboseli where the highlight - both figuratively as well as literally - was a safari on a hot-air balloon. It is a very special flight experience that is reminiscent of other ways to fly. Perhaps it's a bit similar to fly a glider. We got to see some animals on the trip, which, because of the calm wind conditions around sunrise, only takes place very, very early in the morning.

Road trip til Nordkenya

2010-09-07T01:38:00.001-07:00

Min Toyota Hilux holder pause sammen med Olga, Søren og mig et sted på den nordkenyanske hovedvej.

De fleste der kører fra Nairobi til Marsabit tager turen over to dage. Den kan gøres på én, men varer som regel hele dagen og noget af natten.

Vi fik at vide, at den ikke kunne gøres hurtigere end 11-12 timer.

Vi kørte den på ni en halv. Stille og roligt selvfølgelig.

Marsabit centrum er ikke som andre byers, men ikke desto mindre tilforladelig og ganske hyggelig. Der var ingen mzungu tilråb eller stimlen sammen for at se de tilrejsende. Dejligt afslappende.

De blå bjerge i Isiolo. Udsigten fra Bomen Hotel, hvor vi overnattede.

Undervejs på turen besøgte vi lokale MS støttede organisationer, som arbejder med peace building. I Nordkenya er der stadig ofte sammenstød mellem de forskellige stammer. Ofte med dødelig udgang. Traditionelt stjæler man hinandens køer og skyder så også hyrden. Sådan har det været, så længe nogen kan huske. Det gør det imidlertid ikke til et farligt område at rejse i. Konflikterne holdes internt.

Kibera Good Governance Festival

2010-08-10T06:24:00.000-07:00

Omkring 5000 mennesker vurderes at have lagt vejen forbi festivalpladsen på Madaraka Day den 1. juni. 3000 af disse fik sig et eksemplar med hjem af den forfatning der var til afstemning og blev vedtaget den 4. august.

Musikken var for alle.

2010-08-10T02:26:00.000-07:00

Måske er swahili ikke jeres stærke side, så derfor besluttede jeg at tale på engelsk. Se NTV's indslag om Kibera Good Governance Festival her.

Long time no hear

2010-08-06T01:51:00.001-07:00

Når der i lang tid ikke er sket nyt her på bloggen, så er det ikke fordi, der ikke er sket noget nyt. Tværtimod. Jeg vil i de kommende dage, forsøge at råde bod på den forsømmelse, jeg er ansvarlig for.

Siden sidste indlæg har jeg oplevet Safari 7's rugby-turnering, Rhion Charge 2010 Ralley, fodbold-VM i Sydafrika, ferie i Danmark med glade gensyn af mange familiemedlemmer og venner samt kørser på min nye mc, som jeg ser meget frem til snart at få til Kenya.

Nu er jeg tilbage i Nairobi og der kommer altså til at ske ting og sager her på bloggen, når jeg forhåbentlig snart får rigtig liv i den bærbare igen. Lige nu er den ved at blive reinstalleret efter at den har været så virusinficeret, at jeg ikke engang kunne tænde den!

Lad mig vække appetitten med et udsigtsbillede fra Graskop i Sydafrika.

Reportage fra festivalen

2010-06-04T06:19:00.000-07:00

Se mere om festivalen på MS hjemmesiden: http://www.ms.dk/sw170121.asp

2010-05-28T21:57:00.001-07:00

Festival i slummen

2010-05-28T21:54:00.001-07:00

Den (lidt for) stille hverdag på KCODA's kontor er afbrudt af hektiske og lange arbejdsdage, som ofte starter hjemme ved computeren kl. 6 og efter en masse møder og aftaler slutter samme sted omkring midnat.

En ide om at holde en gratiskoncert i Kibera udviklede sig til Kibera Good Governance Festival, hvor kendte navne og lokale talenter underholdt, mens talere informerede om den grundlov, som forhåbentlig bliver vedtaget ved den forestående folkeafstemningen den 4. august.

Tusindvis af deltagere mødte op 1. juni, som er Kenyas nationaldag - Madaraka Day. Der blev uddelt 3000 eksemplarer af den foreslåede grundlov. Så skulle der være mulighed for at træffe den rigtige beslutning.

Plakaten er der trykt 250 af og som flyveblad er den nu at finde i 2000 eksemplarer over det meste af Nairobi.

Her følger den (engelsksprogede) pressemeddelelse, som blev udsendt i forbindelse med arrangementet:

Press release

2010-05-28T21:38:00.001-07:00

A new event is being born on Madaraka Day 1^st June. Just outside Kibera on the DC's Ground in Makina Kibera Good Governance Festival will be held starting with local artists performing from 12 noon. Well known names such as Juliani, Abbi, Mzungu Kichaa from Dar es Salaam and Denmark based Kenyan VQEE who just launched her debut album will entertain.

Free entrance will ensure a big crowd throughout the day where short speeches in the slots between the bands will inform about the proposed constitution. Both the current and the proposed constitution will be available also free of charge.

A local CBO, Kibera Community Development Agenda, are organizing the event while neither musicians nor Event Sound & Entertainment who supplies stage, PA and instruments are charging any fee. The Royal Danish Embassy is supporting the event.

Kibera Community Development Agenda (KCODA)

Højt at flyve

2010-04-08T13:04:00.000-07:00

En påskeferie tilbragt i det lille telt på savannen, hvor højdepunktet - både bogstaveligt og i overført betydning - var da jeg fik chancen for at komme med en tur i luftballon. Det var en ubeskrivelig oplevelse og derfor vil jeg denne gang udelade ordene og nøjes med billederne.

Ballonen gøres klar.

Ben til venstre og Kilimanjaro til højre.

Kilimanjaros sne farves lyerød af den opgående sol.

Ballonens skygge ses på skyerne.

Jesus er tidlig på den i dag

2010-03-23T01:18:00.001-07:00

Der er ikke mange dage, der ligner hinanden i Kibera. Og så er der dage, som i den grad skiller sig ud og får en til at forstå, at livet her er og leves anderledes end derhjemme.

En tidlig morgenstund hvor jeg ankom til Kibera for at hente min kollega – vi skulle til et møde inde i byen – gik to kvinder forbi og den ene siger til den anden: "Yesu amekuja mapema leo", hvilket betyder; "Jesus er tidlig på den i dag". Forklaringen er, at det er almindeligt at give folk – vist nok især udefrakommende – et øgenavn og på grund af mit udseende, mener mange her, at jeg ligner Jesus. Deraf navnet. I sidste uge blev jeg kaldt Jesus tre gange blandt andet hos kundeservice i et stort supermarked. Ekspedienten smilede og sagde; "Ved du hvem, du ligner?" "Ja." svarede jeg, "du synes, jeg ligner Jesus".

"Hi Jesus!" hører jeg også ofte på gaden eller råbt ud af bussen. For et halvt års tid siden var jeg fanget i en trafikprop inden i byen, hvilket er mere reglen end undtagelsen og en gang imellem er man nødt til at bruge albuerne for ikke at blive ladt tilbage. Jeg kørte frem, så der ikke blev plads til at en bil fra en sidevej kunne smutte ind foran mig og den kvindelige bilist råbte på swahili: "Hey Jesus. Hvorfor lader du mig ikke komme ud?" I første omgang var det kun min kollega, som sad ved siden af mig, der hørte det og han knækkede sammen af grin og måtte bruge noget tids på at komme sig og forklare og oversætte for mig.

Man kan vænne sig til mange ting og at høre navnet "Jesus" rettet mod mig har ikke været det sværest at accepterer. Det er pudsigt, at da jeg for ti år siden arbejdede som lærer i Grønland, var det præcis det samme navn, børnene der fandt på til mig: "Jesusi!", lød det ofte, når jeg bevægede mig gennem byen. Her i Kenya er børnene dog oftest for generte til at ytre det, som jeg kan se de tænker, når jeg kommer forbi. De nøjes med at råbe: "mzungu, muzungu!".

2010-02-17T06:01:00.000-08:00

Eftermiddagsudsigt over Raila og Soweto West i Kiberas sydvestligste hjørne.

2010-02-17T05:51:00.000-08:00

KCODA's Field Officer Pastor Anthony Omoro og jeg promenerer på Olympic Street - den fremmeste handelsgade i Kibera.

Hverdag igen

2010-02-05T01:06:00.001-08:00

De dage hvor tingene bare fungere og kører, som det skal, kan virke let overståede og bringer som regel glæde og tilfredshed, når arbejdsdagen er slut og fyraftenen har afløst de daglige møder og pligter. Andre dage kan virke endeløse og problemfyldte, fordi det man har planlagt, må udskydes og der må ændres grundlæggende i det arbejde, man allerede har gjort. Der er dage, hvor man bliver glædelig overrasket over, at et problem, man gennem længere tid har bakset med, pludselig forsvinder som dug for solen og nye veje og muligheder åbner sig. Det er alt sammen noget, der sker hele tiden og alle disse dage hører under kategorien hverdag.

Efter juleferie med gæster fra Danmark og en januar med ferie og besøg fra Benin, er det nu blevet februar. Og hverdag. Det er nu også gået op for mig, at 2010 er startet og allerede godt i gang. Betyder det noget? Dette nye år og årti, som dikterer nye kalendere og budgetter og som får folk over hele planeten til at miste fodfæstet for en stund og ønske hinanden godt nytår og må det bringe lykke og meget godt, helst mere end året før og oppe i folks hoveder opstår forestillinger om, at det virkelig er muligt. Optimismen når større højder end noget andet tidspunkt på året. Som i en kollektiv ekstase synes menneskeheden for en gang skyld forenet i forestillingen om alt det gode, der skal komme.

Jeg kan ikke mærke nogen forskel. Nuvel, selvfølgelig har jeg ønsket godt nytår. Happy New Year og sågar Happy New Decade er kommet over mine læber, da det pludselig faldt mig ind, at det vist var forbigået de flestes opmærksomhed, at vi faktisk skiftede såvel år som årti. Hvordan var 00'erne så og hvad bragte de os? Jeg har ikke set et forsøg på en analyse noget sted, men det kan være, jeg har kikket de forkerte stede og ikke set godt nok efter. Der er dog ikke tvivl om, at det for mig personligt, har været det hidtil mest begivenhedsrige årti.

Da 00'erne startede, var jeg bosiddene i Grønland som hundeslædefarende og pilkfiskende lærer, som også fik tid til volleyball og heavymusik og masser af store og uudslettelige naturoplevelser. Der dukker stadig af og til billeder fra mine oplevelser der op på nethinden. Derefter cyklede jeg Danmark rundt – minus Grønland og Færøerne forstås. Et kort ophold i Silkeborg blev afløst at 6-7 år i Sydslesvig, hvor jeg i det danske mindretal så nye horisonter i foreningsverdenen både geografisk og mulighedsmæssigt. Nye sprog, kulturer og venskaber er ting der former én, måske mere end noget andet og er på sin vis også den direkte årsag til at jeg er, hvor jeg er i dag. Uden de erfaringer og kompetencer jeg opnåede der, var jeg ikke blevet, den jeg er og var ikke kommet i betragtning til det job, jeg har nu. Er det noget specielt? Måske ikke. Alle mennesker får oplevelser og erfaringer, som på den ene eller anden måde bliver afgørende for deres muligheder og valg i resten af livet. Jeg er bare sikker på, hvor jeg har erhvervet de fleste og afgørende af mine kvalifikationer.

Snart et år er gået, siden jeg landede i Kenya og det føles både som kort og lang tid. Der er sket utrolig meget og der har været ufattelig meget at lære. Oplevelserne og erfaringerne er mange og for størstedelens vedkommende positive. Nej, det passer ikke. De er for størstedelens vedkommende positive og negative. Det lyder måske mærkeligt, men jeg tror, det hænger sammen med, at min baggrund og måde at arbejde på er så forskellig fra det, jeg oplever her. Når vi sammen gør et fremskridt, er det naturligvis positivt, men samtidig synes jeg det er negativt, at vi ikke fik taget et endnu større – og flere – skridt. Sådan oplever jeg det, fordi det ligger i den måde man arbejder på, der hvor jeg kommer fra. Jeg er dog på ingen måde mine kolleger overlegen. Jeg har fortsat meget at lære om, hvordan man begår sig her. Jeg er på sin vis stadig et barn i den afrikanske kultur. Eller måske efterhånden en teenager.

Ikke én af denne uges dage er gået som planlagt eller forventet. Det er dog ikke normalt. Eller rettere det er normalt, forstået på den måde at det sjældent er alle ugens dage, der byder på overraskelser, som griber ind i min europæisk-tankegang-indrettede hjerne, samtidig med at det er normen at et eller andet dukker op og får tingene til ikke at ske, som jeg havde regnet med. Det er sådan det er og det er både frustrerende og spændende.

Failing to plan is planning to fail er en eviggyldig sandhed, som opleves eller næsten leves her. I hvert fald når man - som jeg - kan se det hele lidt udefra med en masse værktøjer i bagagen til at klare tingene bedre og mere effektivt. Værktøjerne har jeg med fra min kultur, hvor vi benytter metersystemet og passer ikke altid særlig godt ind i den kenyanske kultur, hvor man fortsat benytter tommer og fod.

Jeg er nu halvvejs gennem min kontraktperiode og det er svært at sige, om jeg er halvt færdig eller halvt begyndt. Under alle omstændigheder er det blevet hverdag igen.

Hva' ska' jeg si'?

2009-12-21T01:11:00.000-08:00

Nu hvor julen står for døren og 2009 går på hæld, er det vist på tide, at få skrevet lidt på bloggen igen. Det er egentlig noget mærkeligt noget med det bloggeri. Man opretter en blog og har planer om at skrive om ens oplevelser, men de perioder hvor man ikke får den opdateret er lige præcis, når man oplever allermest.

Det har været en travl tid på arbejdet, hvor jeg efterhånden er inden i alle arbejdsgange og derfor kan se, hvilke der med fordel kunne ændres og jeg oplever også det frustrerende i at være i en kultur, som er så forskellig fra de kulturer jeg er vant til. Især manglen på struktur, punktlighed og planlægning er slående og får en til at tænke på, om evnen til disse ting er noget man har fra fødslen, eller om det er noget, man kan lære. Jeg synes, de samme fejl sker igen og igen.

Da organisationsudvikling er min hovedopgave her, gør det naturligvis mit arbejde desto sværer. Nuvel. Jeg ved nok at man skal dømme fremskridt og succeser med en passende kulturtilpasset målestok og derfor er det selvfølgeligt forkert, at måle disse med den målestok, jeg har med hjemmefra. Der er ikke tvivl om at vi har udrettet og opnået meget. Det kunne dog i mine øjne have været meget mere, så det et er godt jeg tog min tålmodighed med herned.

Noget af et vi har arbejdet med i 2009, er at gøre lokalbefolkningen opmærksom på, hvordan de forskellige offentlige udviklingsfonde fungerer og resultaterne er allerede begyndt at vist sig i form af at den svindel som politikere og embedsmænd tidligere uforstyrret kunne foretage, nu opdages og hindres. Man kan kun snyde en befolkning, som holdes fast i uvidenhed. Vi vil oplyse og skabe bevidsthed.

Køb bananer

2009-11-06T03:41:00.000-08:00

Vi er meget glade for Hilux'en, som er stærk og pålidelig og så kan den transportere stort set alt. Fx bananer. Her er Holly og jeg på tur i Tanzania.

Markante kontraster

2009-10-10T04:46:00.000-07:00

Sådan en lørdag eftermiddag hvor man sidder og glæder sig til aftenens svensker-kamp, som det måske lykkes at få frem på en computerskærm, kan jo også bruges til at reflektere lidt over tingenes tilstand. Jeg er nu godt i gang med mit andet halvår her i Nairobi og der har været meget at lære og ikke mindst vænne sig til. Samtidig med at tiden er fløjet afsted.

At vænne sig til er ikke det samme som acceptere, men de ting som berørte en dybt for et halvt år siden, synes måske ikke ligeså grælle og frygtelige nu. De når ikke lige så langt ind som i starten, da jeg var ny og grøn. Det er sikkert en nødvendig forsvarsmekanisme for at klare sig her, at man ikke lader sig gå alt for meget på af dagligdagens uretfærdigheder og menneskelige ulykker. For dem er der i sandhed nok af. Af og til oplever jeg ting, som er så åbenbart tåbelige og lodret forkerte, at den eneste måde at 'klare' dem på er at trække på smilebåndet eller le af det. En taktik der i øvrigt er meget og ofte brugt af kenyanerne selv.

Der er mure og indhegninger overalt, ligesom der er vagtkorps - om natten med glammende hunde, for at sikre de få der har mere end det store flertal. Meget få har meget mere. Det kan man godt tænke lidt over en lørdag eftermiddag, hvor man venter på at svensken forhåbentlig får en på sinkadusen.

River runs dry

2009-09-16T01:24:00.000-07:00

2009-09-16T00:45:00.000-07:00

Uden mad og drikke dur helten ikke - og ej heller uden elektricitet og internetforbindelse. Hvorfor sker der ikke noget på bloggen, spørges der. Klimaforandringer er svaret. Svaret ønskes måske uddybet?

Klimaforandringerne har bevirket at store dele af Østafrika, og dermed Kenya, er ramt af tørke og da en stor del af elektriciteten i Kenya fremstilles ved hjælp vandkraft, er der ikke elektricitet nok til at dække behovet. De ofte forekommende strømafbrydelser er nu suppleret med en generel rationering, som betyder at KCODA's kontor i Kibera, er uden strøm mandag, onsdag og fredag, mens min lejlighed er uden strøm tirsdage og torsdage. I KCODA har vi snakket om mulighederne for at installere et solaranlæg, som kan dække vort strømbehov, men et sådant er dyrt og derfor ikke umiddelbart inden for rækkevidde. Hvis - eller når - det lykkes os at få råd til det, vil vi imidlertid være sikret en pålidelig og gratis strømforsyning, som på lang sigt er billigere og forureningsfri.

Næsten alle floder og vandløb samt mange søer er udtørret i løbet af de seneste måneder og år, hvilket også har fatale følger for dyrelivet og landbrugsproduktionen. Der er adskillige eksempler på at de vilde dyr i nationalparkerne dør af tørst og statistikkerne viser entydigt at dyrebestandene er for nedadgående.

Kibera og andre slumområder vokser, fordi stadig flere tvinges til at forlade deres jorder pga. for ringe udbytte og for langt de fleste er der ikke andre muligheder end at søge til slummen i storbyerne. Det stigende befolkningstal og den faldende fødevareprodiktion bevirker at omkring 4 millioner kenyanere, hovedsageligt i den nordlige del af landet, er truet af hungersnød.

2009-07-26T05:32:00.000-07:00

Der er adskillige i min omgangkreds - ja, man kan godt kalde dem mine venner - hjemme i Danmark, som er hesteinteresserede og sågar ejer en travhest i fælleskab. Travsporten er ikke noget man er bekendt med på disse breddegrader, men der er masser af hestesport i Nairobi. Ikke langt fra hvor jeg bor, er der polo stadions og et par stenkast derfra, finder man Ngong Race Course beliggende i skoven syd for byen. Den er noget af en oase at besøge helt fri for byens støj, støv og stress. Nogle timer på galopbanen - for det er nemlig galop, der er den store hestesport her - er altid en dejlig afslappende oplevelse, selvom der naturligvis er plads til begejstrede råb, når favorithesten er på vej mod sejr - eller den tredjeplads man måske har spillet hesten til foran 7'eren som skal slutte to'er. Spilmulighederne er mangfoldige og jeg har ikke gennemskuet dem alle endnu, men mon ikke jeg når det, når blot jeg tager det stille og roligt en søndag eftermiddag på Ngong Race Course.

A day at the races

2009-07-26T05:21:00.000-07:00

Sejrssmilet er stort hos en glad Holly efter at 3'eren vandt foran 2'eren ganske som vi havde spillet.

Der er fart over feltet når fuldblodshestekræfterne slippes løs.

Endnu en luring er på vej...

Lidt for Bo Bedre interesserede

2009-06-23T00:41:00.000-07:00

Efter utallige opfordringern fra især min søster, er her et par billeder af min lejlighed, som er en såkaldt three bedroom apartment på omtrent 120 kvadratmeter. Ja, der er god plads til gæster. Den ene side af stuen er indrette som spisestue, mens der er lænestol og sofa i tv hjørnet. Vinduerne i baggrunden på begge billeder, er dækket med jernestænger, så ubudne gæster ikke kan komme ind. Det er udgangen til den lille balkon.

Fra køkkenet er der udgang til en større balkon, hvor jeg spiller lidt dart og nyder udsigten til naboen have.

Soveværelset er udstyrret med et moskitonet, som strengt taget ikke er nødvendigt, men det er rart at være på den sikre side. Alle møbler på nær kurvesofaen på balkonen, tv bordet og de små runde borde med glasplade, er fremstillet hos den lokale snedker i Kibera.

En anderledes hverdag i Kibera

2009-06-22T03:21:00.000-07:00

På en fredag, hvor mine brødre og en god ven var til AC/DC koncert i København, kunne man godt reflektere lidt over tingenes tilstand. Jeg var hos dem i ånden og jeg tilsluttede hard disken og klikkede mig frem til de helt rigtige klassiske numre fra det legendariske australske band.

Ligeså opløftende og rørerende det er, at opleve glæden og taknemmeligheden hos mennesker, som har deltaget i et af de arrangementer, vi gennemfører for fx at oplyse dem om deres rettigheder samt myndighedernes forpligtigelser og ansvar overfor befolkningen, ligeså nedslående og demoraliserende er det at opleve myndighedspersoner misbruge deres magt for egen vindings skyld.

I min organisation, KCODA, holder vi staff meetings hver mandag og torsdag morgen, for at alle på kontoret kan have vished om, hvad der sker i organisationen. Under mødet i går blev en af min kolleger ringet op af Chief (den administrative chef ) for vores del af Kibera. Min kollega oplyste, at han sad i møde, men at han ville komme så snart det var forbi, hvilket ikke ville tage

lang tid. Kort tid efter modtog ham en sms med ordlyden: It's done.

Min kollega er også præst og har sin egen menighed. I forbindelse med den har han oprette en vuggestue med omkring 20 børn i alderen to månerer til to år og da der nu er så mange børn, er der opstået pladsmangel og det har været nødvendigt, at foretage en lille udbygning af det skur (efter vores normer kan man ikke kalde det et hus), som gør det ud for vuggestue. Tilbygningen, som faktisk blot var en forlængelse af bygningen på en meter, var foretaget af en lokal håndværker og var blevet færdigt dagen i forvejen. Nu viste det sig, at Chief havde ringet til den lokale politimester, som sendte fire betjente for at rive tilbygningen ned! De nåede at rive alt det ned, der var bygget op indendørs, inden der troppede så mange utilfreds brugere og naboer op, at betjentene fandt det klogest at fortrække. De nåede dog lige at give ordre til, at resten skulle rives ned af de lokale, som til gengæld lovede at møde betjentene med stenkast, hvis de kom igen.

Jeg snakkede med min rystede kollega, for at finde ud af årsagen til, at vores Chief havde taget dette skridt og spurgte, om der skulle have været søgt tilladelse til tilbygningen. ' Ja, det har vi gjort', var svaret. Ansøgningen var efter foreskrifterne stilet til Vice Chief, som også havde givet tilladelse. Det eneste som ikke var foretaget, var ifølge min kollega, at betale bestikkelse til Chief – en mand som jeg allerede har mødt flere gang og som kender min kollega personligt. Faktisk omtaler han os begge som hans friends og han er meget begejstret for de tiltag, som min partnerorganisation, KCODA, har foretaget indenfor oplysning om rettigheder og antikorruption.

Min kollega samt en journalist fra Kibera Journal, som udgives af KCODA, og jeg gik hen til vuggestuen for at besigtige skaderne og jeg fotograferede ødelæggelserne. Nu går overvejelserne på, om det er fornuftigt at omtale hændelsen i Kibera Journal, eller om vi er bedre tjent med at lægge låg på sagen. Hvorom alting er, viser sagen en problemstilling, som man ofte står overfor her. Det er givet, at Chief ikke er istand til, at gennemgøre de pligter, der er blevet pålagt ham af regeringen med de få midler, som er ham tildelt (eller som når frem til ham) og dertil er han åbenbart af den opfattelse, at han frit kan supplere sin lave, ved at kræve betaling for ydelser, han er udpeget af regeringen til at yde beflokningen i Kibera.

Hvordan ændre man på den slags i et samfund, hvor nogle finder, at korruption er den naturligste ting i verden og ikke ser noget forkert deri? Dette samfund har en tradition for korruption. En korruption som findes i alle samfundslag og som forværres fra år til år. De ting som vi derhjemme tage for givet, fordi 'det er noget det offentlige klarer' varetages her i stor udstrækning af organisationer som UNICEF, Røde Kors, Læger uden Grænser og nå ja, Mellemfolkeligt Samvirke. Der er utallige NGO'er i Kibera og endnu flere små lokale organisationer, hvoraf de fleste opstår og forgår inden for det første år og uden at have udrette ret meget.

I 2008 var Danmark verdens mindst korrupte land. Kenya er nummer 147 på samme liste.

Et par gode skud fra Lake Nakuru National Park

2009-06-01T07:11:00.000-07:00

Vandbukken er overraskende nysgerrig, eftersom den efter sigende er et af de mest sky dyr i Østafrika.

Næsehornet blev vækket midt i middagsluren og efter et par tilløb eller tre, blev den endelig enig med sig selv om, at den godt gad at smadre en Toyota Rav4. Så jeg smed hurtigt kameraet, startede og kørte væk. Rangerne havde spottet faren og holdt sig parat kort derfra. (Se også videoen).

Marabustorken lader sig ikke gå på af noget som helst.

(Lidt for) tæt på næsehornene i Kenya

2009-06-01T06:26:00.001-07:00

Næsehornet uden for billedet til venstre for moren og ungen, er årsagen til at vi pludseligt får travlt.

Billeder af en hverdag i Nairobi

2009-05-21T11:27:00.000-07:00

Den daglige trafikale situation kræver en god tålmodighed. Her en morgen på Ngong Road på vej til arbejde i Kibera.

Her er jeg på parkeringspladsen ved lejlighedskomplekset, hvor jeg bor, sammen med den Toyota Rav4 jeg kørte i starten.

Udsigt over lejlighedskomplekset fra min balkon.

En afstikket til Tanzania. Toyota Hilux'en på en hovedvejen mellem Grænsen og Arusha. Den er mit køretøj indtil Rav4'en bliver reparetet efter et træ væltede ned over den under et voldsomt regnvejr i påsken i Kitale i det østlige Kenya.

Do you want some more goat?

2009-05-14T22:19:00.000-07:00

Et besøg på Tanzanias østkyst var begivenhedsrigt, hyggeligt og varmt og fugtigt. Ja, og så resulterede det i den værste solforbrænding, jeg har haft i dette årtusinde.

Overskriften hentyder til et besøg på en meget lokal restaurant i Pangani, hvor der blev serveret ugali og ged. Og så kom trækulssælgeren forbi.

Ugali er en stiv grød, som er en traditionel afrikansk spise. Ugali er oftest kogt på majsmel og indtages dagligt i store mængder. Kan vel beskrives som en mellemting mellem franskbrød og rismelsgrød.

Efter tre ugers intensiv undervisning i swahili, var det rart med en uges ferie, hvor den både stod på afslapning og praktisk brug af det nye sprog. En af deltagerne fra kurset havde som jeg nogle dage fri og vi blev hurtigt enige om at gøre en tur sammen. Det blev til en road trip til kysten, hvor der er masser af lodges at vælge imellem. En kollega anbefalede Peponi Lodge, som er hyggelig og ikke for dyr.

Det er en meget smuk køretur på overraskende gode veje fra Arusha til kysten, hvor det afrikanske højland viser sig fra sin smukkeste side og følger en hele vejen til kysten og Det Indiske Ocean. Her mærker man dog med det samme, at man er kommet ned i niveau med havet; den højere temperatur og i særdeleshed luftfugtighed bevirker i fællesskab, at sveden springer fra min uklimatiserede mzungu krop (mzungu er swahili for hvid mand).

Plænen på TCDC

2009-04-25T08:05:00.000-07:00

Fra Kibera til rolige Tanzania

2009-04-25T08:01:00.000-07:00

Uroen i Kibera forsvandt ligeså hurtigt, som den opstod. Dagen efter billedet med de væltede jernbaneskinner, var jeg forbi igen og besøgte nogle foretagsomme unge mennesker, som var i gang med et træplantningsprojekt. Min kollega og jeg plantede et par træer og fik en god snak med lederen af projektet.

Netop nu har jeg overstået første uge af et tre uger langt swahilikursus, som jeg deltager i på Mellemfolkeligt Samvirkes Training Center for Development Co-operation (TCDC) i nærheden af Arusha i det nordlige Tanzania. Der er deltagere fra USA, Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland, Sverige og New Zealand foruden mig fra Danmark. TCDC går for at være det bedste kursuscenter i hele Østafrika og her er virkelig gode forhold, fremragende undervisere, lækker mad og i det hele taget er det et hyggeligt sted at være. Det er altid svært og til tider frustrerende at lære et nyt sprog, men jeg håber og tror, at jeg får lært så meget swahili, at jeg kan bruge det i min hverdag i Nairobi og Kibera.

Swahili tales i Tanzania, Kenya og Uganda samt i dele af Zambia, Zimbabwe. Op mod 220 millioner mennesker taler sproget. Der er forskelle på sproget fra land til land og region til region. I Tanzania tales den mest korrekte form og det er også den vi undervises i her på TCDC. Så kan jeg jo altid tillægge mig Kenya chargon og Kibera slang, når jeg kommer tilbage til Kenya.

2009-04-18T17:15:00.000-07:00

Udsigt over Kibera

2009-04-17T05:43:00.000-07:00

2009-04-17T04:57:00.000-07:00

Uroligheder i Kibera

15. april 2009

Jeg sidder fast på min partner KCODA's (Kibera Community Development Agenda)-kontor i den del af Kibera, som hedder Olympic. Der er voldsomme uroligheder mellem politi og unge indbyggere i Kibera. Kontoret er sikkert, men pt. er det uvist, hvornår jeg kan komme hjem. Politiet bruger tåregas og der svares igen med stenkast. Et ukendt antal politifolk er kommet til skade og netop nu kan jeg høre, at en stor folkemængde er i gang med at trække togskinnerne ned af sporet, ganske som det skete under urolighederne efter valget sidste år.

Omkring middagstid onsdag 15. april udbrød der uroligheder i Kibera slum i Nairobi, Kenya. Årsagen til uroen er sandsynligvis at el-selskabet Kenya Power støttet af politi, kom for at afkoble illegale el-installationer. Store dele af Kibera var efterfølgende uden strøm. Øjenvidner beretter at folkemængden ytrede deres utilfredshed med at myndighederne kommer for at foretage sådanne små indgreb, men intet foretager sig når nabolandet (Uganda) stjæler vores ø, hvilket henviser til den lille ø Migingo som Uganda gjorde krav på og indtog for et par uger siden.

Jeg har hele tiden opholdt mig i sikkerhed på kontoret, men hen over eftermiddagen har jeg hørt forskellige lyde fra urolighederne: tåregas og råb fra folkemængden. En frivillig fra kontoret kom ind tydeligt mærket af tåregassen, som driver rundt i slummen. Han kunne også berette at langs hele den omvej han måtte tage for at komme til kontoret, var der ingen strøm.
Et andet rystet øjenvidende berettede tidligere, hvordan nogle politifolk var sårede, en i øjet og ansigtet en anden i baghovedet formentlig efter slag og stenkast.

To medarbejdere er netop gået ud med mit kamera for at tage billeder til Kibera Journal, men får at vide af folkemængden, at de godt nok kender dem, men at de ikke kan få lov til at tage billeder. Det sammen gør sig gældende, da en af mine kolleger gør forsøget ved aftentid.

Omkring tre-tiden trak politet sig tilbage og urolighederne i Olympic stilnede af og var det muligt at forlade Kibera og jeg kunne køre hjem i god behold.

Da det lykkedes mig at komme derfra, var de ved at smadre jernbanen, som passerer gennem Kibera og jeg tror det hænger sådan sammen:

Jernbanen går fra Kenyas og Østafrikas største havneby Mombassa til Ugandas hovedstad, Kampala og derfor er den af stor vigtighed for Uganda. For et par uger siden snuppede Uganda en lille ø i Viktoriasøen fra Kenya ved at proklamere at det var Ugandas territorium.I det område er det stammen luo, der har hjemme og det var hovedsageligt luoer, som gik amok efter devisen:

Hvorfor kommer myndighederne her og farer frem med bål og brand og anholder folk pga. strøm, når de bare sidder med hænderne i skødet og lader Uganda tage vares ø?
Teorien er, at det sandsynligvis er politiske ledere fra den største stamme kikuyu, som er den traditionelle politiske magthaver og modstander til luoerne, der står bag. Årsagen hertil skulle bl.a. være at få opmærksomheden væk fra nogle korruptionsbeskyldninger og hvis man kigger på kortet finder man den lille ø ved den kenyansk-tanzanianske grænse flere hundrede km fra Uganda, men der er der åbenbart en leder, der er tosset nok til at gå med på legen. Efter sigende er han er blevet fyrstelig betalt for at indtage øen...

Nej, man har ikke brug for skønlitteratur, når man bor i Afrika.

16. april 2009

Dagen efter urolighederne gik min kollega og jeg ned til jernbanesporet for at besigtige skaderne og tage et par billeder bl.a til Kibera Journal, som er en avis KCODA udgiver en gang i kvartalet.

Selvom min kollega er kendt og respektere i området gav det alligevel problemer og jeg kunne tydeligt mærke spændingerne i luften. Først var det en gruppe unge, som råbte ad os og en enkelt sten blev smidt mod en pandeplade. Få øjeblikke var det en anden gruppe, denne gang voksne, som meget direkte sagde til mig at de var sultne og at jeg skulle købe nogel mad til dem. Min kollega kendt dem og fik talt dem ned og det endte med at de eskorterede os rundt i området, fik set og fotograferet det nu manglende jernbanespor. Under venskabelig snak følgte de os tilbage til kontoret, hvor de fik en skilling for at passe godt på os.

Baggrund

Nairobi opstod i 1899 da Mombassa – Kampala jernbanen blev bygget af briterne under kolonitiden.
Nairobi var dengang blot et jernbanedepot og stedet blev valgt da det var et naturligt og køligt midtpunkt i højderne ved Great Rift Valley.
Navnet Nairobi kommer fra Masaai (Ewaso Nyirobi) og betyder 'stedet med det kolde vand'.
Byen blev valgt til hovedstad for British East Africa og voksede hurtigt. I dag har indbyggertallet formentlig rundet 3 millioner.

Kibera

Navnet stammer fra Nubian (Kibra) og betyder jungle eller skov.
Slummen opstod da soldater fra Nubianstammen, som havde deltaget i Første Verdenskrig, blev tildelt området af briterne, som tillod bebyggelsen af området pga. Nubianernes status som tidligere loyale soldater i Det Britiske Imperium.

Efter Kenyas selvstændighed i 1964 er Kinera vokset eksplosivt. Mange andre stammer er flyttet ind i slummen, hvor der er billig at bo. Selvom husene er opført uden tilladelse, er det ifølge kenyansk lov tilladt at opkræve husleje. Kibera er inddelt i 16 såkaldte villages, hvor de forskelligestammer har fordelt sig, så der i en village typisk er en stamme, som er den domminerende.

Nairobi er et finans- og handelscentrum og hjemsted for UN hovedkvarteret for Afrika, hvilket har medført at mange er flyttet fra landområderne til byen for at få arbejde som vagt, gartner, hushjælp, gadehandler osv. Hovedparten af dem er flyttet ind i Kibera.